Sange med Mødre
Et fællesskab, som er dit trygge frirum frem til og efter fødslen.
Sange med Mødre er et korforløb for gravide/mødre, der oplever, at graviditeten eller det at være mor kan være forbundet med svære følelser, nedtrykthed og uro.
I Sange med Mødre mødes vi i en gruppe på 6-8 kvinder en time om ugen i 12 uger.
I gruppen bruger vi fællesskabet og sangen som middel til bedre trivsel og til at sætte ord og lyd på følelser og stemninger – også når følelserne er store og svære.
I Sange med Mødre er der også fokus på vejrtrækningen. Både som en metode til at finde ro i en hverdag, der kan være præget af uro, og som et redskab til at komme godt igennem en fødsel.
Du betaler ikke for at deltage.
Du skal ikke at have erfaring med at synge for at deltage.
Tilmelding
I samarbejde med din jordemoder eller sundhedsplejerske tilmelder du dig det forløb, der er relevant for dig, ved at kontakte underviseren.
Hvis du henvender dig i forbindelse med førfødselsforløbet, så send gerne din terminsdato og dit telefonnummer til Anette
Hvis du henvender dig i forbindelse med efterfødselsforløbet, så send gerne alder på dit barn og dit telefonnummer til Anette.
Forløb
Om projektet
Sange med Mødre er et samarbejde, som Den Kreative Skole i Silkeborg har indgået med flere musik- og kulturskoler i Region Midt.
Breathe Melodies for Mums i London er inspirationen til Sange med Mødre.
Den verdensomspændende sundhedsorganisation WHO har iværksat projektet Music and Motherhood, der undersøger, hvordan man kan implementere korforløb som sundhedsfremme for mødre med en efterfødselsreaktion. Sange med Mødre fungerer også som case i Music and Motherhood.
Sange med Mødre er finansieret af Region Midtjyllands Kulturudviklingspulje. Projektet er således både et regionalt og et globalt samarbejde.